Opslag

Lært i Keglebillard #23

Lært i Keglebillard #23

I denne uge har vi et af de dessiner, der nok mere skal ses som et godt råd, eller et taktisk valg til at gøre billardspillet lettere… og det er der brug for, det er jo svært nok i forvejen for os alle! Og selvom dette opslag primært er ment til fortsat keglebillard, så kan skomarspillere sagtens læse med, for samme teknik kan bruges, hvis tempokontrol og placering af hvid på midten af bordet efter en tværbal er det afgørende element for et sort oplæg!

Et kendt problem

Men lad os først se på problemstillingen. Et problem, der sker, er, at når folk står med en tværbal, der ligger til, at man næsten skal lige på, og man samtidig har en direktør, så bliver tværballen ofte behandlet ufavorabelt. Vi ved jo alle, at i sådan en situation, der tager vi tværballen før direktøren - og hvis man ikke vidste det, så gør man det nu. Når folk spiller sådan en tværbal, sker der i mange tilfælde det, at de godt ved, at den hvide skal ind til keglerne, for der er jo mulighed for at lave en stor serie. Men selvom man jagter det bløde stød, sker der stadig det, at det bliver en smule for hårdt, så den hvide blot spilles over og bliver parkeret i modsatte bande. Bevares, man har stadig en fin tværbal, men det havde jo været bedre, hvis vi kunne spille ned bag den, så vi i stedet kunne få en direktør ud af den. Så lad os se på, hvordan vi kan gøre det nemmere for os selv.

Den klassiske

Hvis vi skal gøre det nemmere for os selv, vil mange garanteret tænke, at den jo faktisk kun lige skal have den igennem keglefeltet, så vi skal have fat i det gode gamle instruktørtip med “kortere bro, frem med baghånden, og så et lille skubbestød”. Det er også rigtigt, men det efterlader os stadig med to problemer: Det ene er, at hvid potentielt lander på siden af keglefeltet, hvor vinklen ikke altid er lige let at komme til, det andet er at hvid stadig har en naturlig retning væk fra keglerne, så stødet er stadig meget følsomt overfor fejl i tempoet… MEN SÅ ER DET JO GODT, VI HAR EN HELT ANDEN MULIGHED!

Tværbal via to bander

Vi skal i stedet vende situationen om for at se, om der er mulighed for at støde sådan, at vi kan reducere vores fejlmargin. Og det er der faktisk! Løsningen er nemlig, at man skal støde sin tværbal en smule hårdere, så man i stedet spiller den via 2 bander. Sagt med andre ord: Den skal stødes så hårdt, at når den hvide er gået gennem keglerne, skal den have tempo nok til at rulle over i banden og tilbage ud på midten af bordet igen.

Illustration af eksempel på den beskrevne tværbal. Illustration af eksempel på den beskrevne tværbal.

Det lidt højere tempo er smart af flere årsager. For det første: Når hvid kommer ud af banden, er den allerede lidt længere nede på bordet, så den behøver ikke specielt langt ud fra banden, før den er mulig at spille ned bagved igen. Og da hvid samtidig triller mod midten af bordet, gør det ikke noget, hvis man kommer til at støde en smule for hårdt - så kommer hvid bare til at ligge på den modsatte side af bordet, men vil stadig være tilgængelig, når man snitter rundt på direktøren. Vi har med andre ord øget vores fejlmargin gevaldig! Der skal faktisk gå meget galt, hvis den ikke skal kunne bruges til en direktør, når rød kommer rundt efter snitballen. For det andet er der også en fordel mht. den røde: Hvis den spilles en smule under midten, vil den naturligt komme en smule længere ned på bordet, hvilket vil gøre snitvinklen på direktøren en smule mere naturlig til at komme ned til bal 2 igen. Man vil derfor se, at der er rigtig mange fordele ved at spille dessinet på denne måde i stedet.

Lad os gennemgå mit eksempel fra videoen, som også er det, der er afbilledet på illustrationen. Her spiller jeg rød en smule under midten, hvorefter den triller en smule til venstre (fra min/spillerens synsvinkel) og åbner op for en bedre snitvinkel. Tværballen bliver spillet med det lidt højere tempo, så den går via 2 bander og ud på bordet igen og lander lige til at spille ned bagved igen. SUCCES!


Se stødet udført her

Mobil-venlig version kan findes ved at TRYKKE HER


Risikofrit

Og… Her kommer det geniale: Det er fuldstændigt risikofrit! Nu sidder folk nok og tænker, at man jo kan brænde sin tværbal??? Tjo, det kan man godt, men sidst på ugen kommer der nok nogle værktøjer, der gør sådan noget meget mere ligetil (Kom Kasper lige til at tease et nyt tværbals-system? og muligvis endda senere på ugen hvis alt spiller… Hmmmmmmm???? Stay tuned, der er et ekstra opslag på vej inden længe!) Nogle vil måske tænke, at man kan støde for hårdt. Tjo, det kan man da, men når man efterfølgende snitter rød rundt, kan denne spilles sådan, at man står med næsten samme situation igen, hvor man har tværbal og direktør. Så kan man forsøge igen, denne gang som en rulle-tværbal, fordi den er længere nede på bordet. Man skal med andre ord virkelig støde voldsomt, for at det går helt galt.

Det var ugens dessin, det er bare i gang med at træne det! Når I lige fanger det, vil I blive langt gladere for denne model end det helt bløde stød.

Har du spørgsmål, så skriv dem endelig på facebook, linket til opslaget finder du ved, at trykke på facebook knappen nedenfor!! En dag skal der nok være nogen, der siger, at de har fundet deres nye favoritdessin.

Held og lykke og god træning!

Dette opslag er licenseret under CC BY-NC-SA 4.0 af forfatteren.