Opslag

Lært i Keglebillard #22

Lært i Keglebillard #22

I denne uge skal vi se på endnu et problem, som ofte opstår, specielt når man spiller fortsat. Vi kender nemlig alle situationen: De hvide er kommet ind til keglerne, og det går faktisk rigtig godt, der bliver lavet nogle point. Det går faktisk så godt, at man tænker “Hey, det her er jo fandme nemt, NEXT STOP ELITEDIVISIONEN!!”, og så sker det… Et lille øjebliks svigtende koncentration eller sløseri, og så har man stødt for hårdt eller ramt en smule skævt, og nu har man ikke længere en snitbal. Det, der ofte sker, er, at rød egentlig ikke kommer nok rundt til, at man kan snitte hvid igennem igen. Man får dermed en situation, hvor selv hvis man snitter tyndt, kan man ikke tage den bagerste kegle, fordi den hvide er kommet for langt om på siden af keglefeltet.

Fokus på kegler

De fleste spillere har et problem her. Mange er nemlig for ofte fokuserede på, hvordan de kan få kegler, så de går instinktivt efter en nakkebal. Problemet med dette er, at vi ikke altid kan være sikre på at få et godt oplæg bagefter. Det skal dog ikke betyde, at det ikke kan lade sig gøre, for det kan det, men vi kan lige så godt gøre det nemmere for os selv. Der er nemlig en anden løsning, så lad os se på den.

Opsamlingskvarten

Næste gang I står i den situation, så overvej at spille en opsamlingskvart. Det er egentlig en ganske almindelig kvart, der bliver spillet til tempo, så den kun akkurat lige når rundt, så man kan spille direktør på samme hvide igen bagefter. Det kan i sig selv lyde overvældende for mange, men der er heldigvis et par tricks, vi kan bruge til at gøre det nemmere for os selv. For det første vil rød og hvid allerede ligge relativt tæt på hinanden, så det bliver mere overskueligt at ramme, samtidig med at vinklen ofte vil ligge nogenlunde naturligt til en kvart. Hvor man helt præcist skal ramme, kan man bruge sine grundlinjer for en kvart til at beregne.

Illustration af eksempel på den beskrevne opsamlingskvart. Illustration af eksempel på den beskrevne opsamlingskvart.

Når man har sit punkt, skal man lave en vurdering af, hvor tykt man faktisk skal ramme hvid. Skal hvid rammes mere eller mindre lige på, spilles der uden skævt og en lille smule under midten. Skal man derimod ramme lidt på siden, kan man med fordel ramme lidt tykkere på hvid og kompensere med skævt væk fra keglefeltet (stadig en smule under midten). Det er sådan set idéen med det.

Lad os se på eksemplet fra videoen og illustrationen. Der viser det sig, at jeg skal ramme hvid en ganske lille smule i højre side for at få den til at komme som en kvart. Jeg vælger derfor at sigte mere eller mindre hel bal i stedet og tilføjer en dupbredde højreskævt for at kompensere, hvorefter min kvart kommer rundt til en ny direktør. SUCCES!

Se stødet udført her

Mobil-venlig version kan findes ved at TRYKKE HER


Der er nogle tricks

Hvorfor kompensere med skævt i stedet for at spille den normalt uden skævt, tænker du nok nu? Forklaringen er faktisk temmelig enkel. Desto tykkere vi kan ramme hvid, desto mere kraft overføres der fra rød til hvid. Den røde vil derfor være meget nemmere at styre og vil ikke ryge lige så langt væk. Selv hvis den skulle nå langbanden, vil det skæve kun sende den en smule længere ned ad bordet, og man vil derfor stadig have en god chance for en direktør. Med andre ord bliver vores evne til at kompensere med skævt, når vi rammer tykkere på hvid, et perfekt værktøj til også at kontrollere tempo og position bedre.

Ikke den store risiko!

Det er også et dessin, der ikke er den store risiko ved. Støder man for hårdt, ja, så ryger hvid for langt, og så må man tage, hvad der kommer derefter. Støder man for blødt, vil der heller ikke ligge noget til modstanderen. Det eneste problem er, hvis kvarten lige akkurat bliver en tand for stor eller kort med perfekt tempo, for så kan der være risiko for at efterlade noget godt til modstanderen, men det er relativt risikofrit.

Det var ugens dessin - et af de brugbare, som man helt klart skal vænne sig til at bruge, hvis man vil have gang i de store serier. Det er nemlig en opsamlingsbal, der ofte kan spilles!

Har du spørgsmål, så skriv dem endelig på facebook, linket til opslaget finder du ved, at trykke på facebook knappen nedenfor!! En dag skal der nok være nogen, der siger, at de har fundet deres nye favoritdessin.

Held og lykke og god træning!

Dette opslag er licenseret under CC BY-NC-SA 4.0 af forfatteren.