Lært i Keglebillard #15
I denne uge skal vi se på en situation, som de fleste nok kender: Det er en helt standard underhåndstværbal. De fleste har set den rigtig mange gange, og de fleste kan også score point på den - men det er faktisk sjældent, at folk får en direktør bagefter. Oftest ender det med, at der ligger en ny underhåndstværbal. Men der findes faktisk et lille trick, man kan bruge i nogle tilfælde, så der er mulighed for at få en direktør i stedet. Og det er jo trods alt sjovere at få en direktør!
Hvad sker der normalt?
Lad os først se på, hvad der normalt sker ved en underhåndstværbal, og hvorfor det ofte spænder ben for en direktør. Det, der tit sker, er enten, at man støder rød for meget i toppen, så rød løber ned ad bordet og op igen - og alt efter hvor tyndt man rammer, løber den ofte for langt forbi keglefeltet, så der ikke er noget ordentligt at spille videre på. Der kan også ske det, at man spiller den med skævt ind mod den hvide, så den “åbner op”, når den rammer langbanden. Det er mange vant til, og for nogle gør det situationen nemmere, men resultatet er, at rød slår tilbage mod langbanden, når den rammer kortbanden. Begge dele er i sig selv fine nok, da de med kontrolleret tempo ofte resulterer i en ny underhåndstværbal, hvilket jo er et godt oplæg… det kan bare blive en smule bedre.
Spil den med skævt
Næste gang I står i situationen, så prøv i stedet dette: Spil rød med en fornuftig mængde skævt ind imod keglefeltet, og stød den så blødt, at hvid kun lige akkurat kommer igennem keglerne. Gør man det, vil rød løbe ned i kortbanden, hvor det skæve tager fat og drejer rød tilbage mod den hvide igen, så du får en direktør. Det er faktisk hele dessinet - en simpel, men ofte overset mulighed.
Lad os gennemgå eksemplet fra illustrationen, som også er det, der spilles i videoen. Her spiller jeg rød med en fornuftig mængde højreskævt og en smule under midten (ca kl 4:00 med ur-analogien), samtidig med at jeg sigter en lille smule tykkere på den hvide bal. Så opnås det ønskede resultat.
Se stødet udført her
Mobil-venlig version kan findes ved at TRYKKE HER
Andre justeringsmuligheder
Hvornår kan man gøre det, og skal den altid spilles under midten? Svaret er: Ikke altid. Man skal tage bestik af situationen, for målet er at få rød til at ramme vinkelret ned i kortbanden. Ligger man med et naturligt, lige indfald til kortbanden, kan man nøjes med at spille den med skævt. Men i de tilfælde, hvor rød naturligt vil løbe en smule mod hjørnet, kan en smule bundeffekt i stødet hjælpe med at rette indfaldet til. Det hjælper også ofte at sigte en smule tykkere på den hvide; det gør det nemmere at ramme kortbanden korrekt med rød, samtidig med at det modvirker den afkortende effekt, som den hvide får på grund af det skæve.
Afsluttende bemærkning
Det er et dessin, der er næsten risikofrit. Hvis man husker at korrigere, hvor tykt man rammer den hvide for at kompensere for det skæve, er den eneste reelle risiko, at man brænder sin tværbal - så det er bare om at komme ud og prøve det af.
Det var ugens dessin - et ganske kort, men meget effektivt ét, som jeg håber, I vil tage til jer!
Har du spørgsmål, så skriv dem endelig på facebook, linket til opslaget finder du ved, at trykke på facebook knappen nedenfor!! En dag skal der nok være nogen, der siger, at de har fundet deres nye favoritdessin.
Held og lykke og god træning!
