Lært i Keglebillard #5
Her er en lille historie fra dengang, jeg startede med at lære grundelementerne i billardspillet. Underhåndstværbal var et af de dessiner, jeg hurtigst blev komfortabel med, og jeg synes, det faldt mig rimelig naturligt at spille dem. Faktisk var en almindelig tværbal også en af mine favoritter; jeg vidste, at hvis der lå sådan en, når jeg gik til bordet, så var der forholdsvis gode chancer for point. Men specielt underhåndstværbal blev hurtigt en favorit, og jeg tror, det skyldtes, at hvis jeg spillede den med det rette tempo, så fik jeg enten en direktør bagefter, eller også fik jeg en ny underhåndstværbal, hvor jeg kunne forsøge igen. Der var som regel en god mulighed for at gentage processen og få en lille serie kørende. MEN der var et lille problem. Der var altid en meget specifik zone, som jeg hadede. Lad mig prøve at beskrive den efter bedste evne: Det var det område, hvor en tværbal ikke rigtigt føltes som en almindelig tværbal, men den føltes heller ikke som en underhåndstværbal. Spiller man den alligevel som underhåndstværbal, får man noget, der bedst kan beskrives som en halvforkølet løsning, hvor man rammer så tykt på hvid, at rød taber al sin fart, så den når aldrig væk og de ender med at klappe. Det er en utrolig frustrerende situation, fordi man kan se det ske på kilometers afstand, men i ren desperation forsøger man alligevel – og den klapper jo præcis, som man frygtede. Det er en irriterende situation, for det kræver ikke meget, før dessinet havde set helt anderledes ud, enten kunne det have været en regulær underhåndstværbal eller en tværbal som i sidste uges opslag, hvor rød spilles med rundt. Det er oftest de helt små detaljer, der ender med at betyde virkelig meget. Hvis du sidder nu og tænker: “Hey, det der kender jeg alt for godt!”, så er du ikke den eneste. Jeg ser det ske for rigtig mange, og på mange forskellige niveauer. Historien går dog videre. Jeg stod en dag med sådan en bal, da jeg spillede med Jimmy, og han kiggede på, hvordan jeg greb det an. Jeg forsøgte mig med den klassiske, som jeg vidste ville gå galt, og det gjorde den selvfølgelig. Men lige så snart de havde klappet, gik Jimmy ind og fangede hver enkelt bal og lagde dem tilbage i samme position. Han spurgte mig, om jeg kunne se problemet. Det kunne jeg jo godt, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle løse det. Jeg gættede på, at jeg nok skulle have gået tyndere på og spillet med en masse skævt, så den kunne “åbne op” - hvilket jeg gætter på, at mange af jer også sidder og tænker nu. Men nej, Jimmy i al sin visdom sagde, at det problem skulle vi have løst nu, for det var faktisk relativt simpelt. Han foreslog, at jeg skulle spille en medløbstværbal, og det er præcis det, vi skal gennemgå nu, for det er en fantastisk løsning og et af mine favoritdessiner.
Sådan spilles en medløbstværbal
En medløbstværbal er et dessin, der er relativt simpelt, men enten er der mange, der ikke kender til det, eller også er der af en eller anden grund mange, der ikke tør spille det. Hvad årsagen er, ved jeg ikke, men jeg ved, at ikke ret mange spiller det, og det synes jeg, vi skal have ændret.
Illustration af den beskrevne medløbstværbal. Det er, som navnet antyder, en almindelig tværbal, hvor man spiller med nok topeffekt til, at rød kan følge med over i langbanden, og mere eller mindre fuldt skævt i samme side, som keglerne står i. De fleste vil finde, at hvis man sammenligner med et ur, så skal den lille viser stå på enten kl. 1:30-2 eller kl. 10-10:30, alt efter hvilken side skævt man skal give. I mit eksempel på illustrationen (og videoen) er det højreskævt, altså kl. 1:30-2. Hvis så du sigter “fuld bal”, det vil sige næsten lige på hvid, vil rød følge efter hvid over mod langbanden, hvor det skæve så tager fat og tvinger den ned på den anden halvdel af bordet, oftest ned bag de hvide. Det er ekstremt smart, da vi ved at spille medløb helt undgår det klap, som en underhåndstværbal ville give. Du sidder måske nu og tænker: “Jamen Kasper, hvis vi skal ramme lige på hvid, er der så ikke stor risiko for, at min tværbal bliver for stor, så modstanderen får et godt oplæg?” Hertil er mit svar: Højst sandsynligt ikke. Det er nemlig sådan, at de store mængder skævt, vi spiller med, afkorter vores tværbal en hel del. Det er faktisk ikke unormalt, at man i nogle vinkler kan støde næsten en halv diamant for bredt, men stadig få kegler, da det skæve arbejder så meget for en. For de fleste vil jeg faktisk næsten være mere bekymret for, at man får fejlvurderet vinklen, så den bliver for kort. Den største hurdle med dette dessin er, at man stadig skal støde lige, selvom man har store mængder skævt i. Det kan afskrække nogle, da man risikerer at, rød ryger for meget ned mod kortbanden, hvis man kommer for meget på siden hvilket resulterer i det skæve sender rød i keglerne, eller hvis man kommer for langt ind under den, så de stadig vil klappe som ved en underhåndstværbal. Det er derfor afgørende at ramme så lige på som overhovedet muligt, så rød følger med hvid.
Se stødet udført her
Mobil-venlig version kan findes ved at TRYKKE HER
Selve dessinet er også særdeles anvendeligt i situationer, hvor der ligger en tværbal langt nede på bordet, som heller ikke føles som en rigtig underhåndstværbal, der kan man relativt let få både rød og hvid, længere op på bordet igen, hvis man altså spiller den som medløbstværbal. Den er altså brugbar mange steder på bordet og ikke kun oppe ved keglerne.
Til Skomarspillerne
Jeg er overbevist om, at det her også er et dessin, I burde øve. Selvfølgelig er konteksten lidt anderledes, men jeg kan sagtens se situationer, hvor det kan bruges defensivt. Samtidig vil jeg gerne indrømme, at jeg følger med på diverse skomar-streams… det ser sgu hyggeligt ud! Men jeg har ærligt talt set et par gange, hvor folk har stået med en lukkebal og kunne have vundet helt risikofrit ved at spille en medløbstværbal. I stedet er de gået efter en underhåndstværbal, der enten har klappet, så modstanderen fik en chance mere, eller er klappet direkte i keglerne til en masse skæve. Her havde medløberen været perfekt og risikofrit, uanset om man spiller forsat eller skomar.
Afrunding
Så er det op til jer: Ud til bordene og træn sådan en medløbstværbal! Bliv gode venner med den, for det er et uundværligt dessin, og jeg ser meget gerne, at flere begynder at bruge det. Som altid skal I bare stille spørgsmål, hvis der er noget, I er i tvivl om. Jeg håber, at nogle af jer finder jeres nye favoritdessin her – det er som sagt, i hvert fald et af mine.
Held og lykke og god træning!