Lært i Keglebillard #4
Nu har jeg efterhånden opstillet et par situationer gennem mine opslag, som jeg gætter på, at mange på en eller anden måde har kunnet genkende fra eget spil. Nu kommer der en ny, for jeg er sikker på, at rigtig mange også kender det følgende scenarie: Du står med en tværbal. Enten er du lige kommet til bordet, eller også har du selv spillet dig til den. Den anden hvide ligger oppe på den modsatte halvdel af bordet, og tværbal er det eneste, du kan spille – så det er det dessin, du vælger. Du starter med at stille dig til rette, hvorefter du lige får brokket dig over, at en tværbal er sværere, end den ser ud, og insisterer på, at det er grunden til, at mange kalder dem “sværbal”. Du husker dog bagefter, at de faktisk ikke er så svære alligevel, fordi du havde set et fantastisk opslag fra The Teacher - Billardskolen.dk med et fint system, så du kan beregne, hvor du skal ramme sådan en tværbal. Du beregner herefter din tværbal, rammer den lige som du skal, og det giver kegler. Hvid triller over i banden og lidt ud på bordet igen, mens rød triller til den modsatte side, ned i hjørnet og lidt ud mod midten af bordet, hvor den stopper. Du indser herefter, at du nu enten har spillet dig selv helt sort, eller også ligger der en eller anden halvumulig form for medløbskvart, langbal eller 5-bande… med andre ord: Du har simpelthen fået lagt noget rigtig lort til dig selv. Hvis du også kan genkende det scenarie og har prøvet det før, så læs med her – så løser vi det lige én gang for alle, så du i stedet står med stor mulighed for en eller to direktører!
Stød lidt hårdere - Rød skal med rundt
Det store problem opstår ved, at folk faktisk ikke støder hårdt nok til dem. Nu tænker du garanteret: “Jamen Kasper, i keglebillard skal vi da spille bløde og fine stød?” Ja, det skal vi også i de fleste tilfælde, men nogle gange er vi altså nødt til at tvinge den røde en smule, og der kan det være nødvendigt at støde lidt hårdere for at komme ud af problemerne.
Illustration af den beskrevne måde at rød spilles med rundt om keglerne. Lad os tage udgangspunkt i situationen på billedet (og som jeg spiller i videoen linket ovenover). Her er man simpelthen nødt til at spille med et friskt tempo samt en masse skævt. I mit tilfælde spiller jeg med store mængder venstreskævt og en lille smule topeffekt. Hvis I forestiller jer et ur, så er det cirka der, hvor den lille viser er, når uret viser kl. 10. Samtidig sigter jeg en lille smule tykkere, da det venstreskæve kaster hvid en smule mod højre, og samtidig hjælper det også rød længere ned ad langbanden. Topeffekten hjælper med at sikre, at hvid faktisk rammer langbanden, idet højere tempo og topeffekt sikrer fremadspin, efter rød har ramt hvid. De fleste vil så opdage, at rød begynder at tabe lidt hastighed i takt med, at den kommer tættere på langbanden, da den taber den fremdrift, som topeffekten giver – MEN så rammer den langbanden, og nu sker der noget! Nu begynder alt det venstreskæve nemlig at virke (som i dette tilfælde er løbende skævt). Det vil sige, at når rød rammer langbanden og derefter kortbanden, vil den accelerere igen og begynde at løbe mod den anden langbande, som den rammer, hvorefter rød sendes ned bagved de to hvide. Resultatet er, at du nu står med en eller to nye direktører - meget favorabelt!
Se stødet udført her
Mobil-venlig version kan findes ved at TRYKKE HER
Hvor skal jeg ramme?
Du sidder nok nu og tænker: “Hvordan ved jeg præcis, hvor langt ned mod hjørnet jeg skal for at få det her til at ske?” Svaret er, at det varierer meget efter, hvor hvid og rød er placeret. Det tekniske svar vil lyde, at man skal tvinge rød ind i en 5-bandes bane, men jeg er af den overbevisning, at det er meningsløst at stå og parallelforskyde det punkt, da man ikke er 100 % sikker på, at man får den tvunget lige præcis det sted hen. Samtidig er der så stort et område at ramme i, at det ikke har den store betydning; enten bliver den bare en smule kortere eller længere, men resultatet er i det store og hele det samme. Så det bedste svar, jeg faktisk vil give, er et simpelt: “Så langt ned, som du evner” - det vil række i de fleste tilfælde!
Hvad med hvid?
Nogen vil måske også tænke: “Hvad med hvid, når jeg støder så relativt hårdt?” Svaret er faktisk meget simpelt. På grund af det høje tempo vil hvid slå kontra, når den rammer den modsatte langbande. Den vil derfor begynde at gå på tværs af bordet, indtil den er færdig med at rulle, så den er ikke noget problem for oplægget.
Risikoen ved dette dessin
Der er dog en lille risiko, man ikke kan undgå. Alt efter hvor rød rammer langbanden, og mængden af skævt du spiller med, kan rød risikere at komme i nærheden af midterhullet. Det er bare en naturlig risiko, man er nødt til at leve med. Ja, det sker, at den ryger i midterhullet, men oftest ryger den udenom og giver et godt oplæg. Det er bestemt et dessin, der er risikoen værd at spille – specielt når alternativet er et sort oplæg.
Justgeringsmuligheder
MEN det virker ikke hver gang; der skal til tider justeres lidt i tilgangen. Lad os tage et kig på, hvordan dessinet kan ændres lidt: Hvis hvid f.eks. ligger lidt længere over mod langbanden, kan den blot spilles med store mængder venstreskævt. Hvis den derimod ligger helt over ved langbanden, skal vi have rød trukket ned ad langbanden. Det betyder, at vi skal have masser af venstreskævt i, men samtidig skal støde en smule under midten. Afstanden til langbanden er derfor den bestemmende faktor for, hvilken effekt den skal have. Samtidig skal man vurdere, om det overhovedet er muligt at ramme langbanden inden hullet – hvis ikke, skal man selvfølgelig finde et andet dessin. Ligeledes er tempo og mængden af skævt også påvirket af røds vinkel i forhold til hvid. Ligger rød f.eks. mere op mod keglerne end hvid, så er vinklen ned mod hjørnet mere naturlig, og man behøver derfor ikke samme mængde skævt eller effekt i stødet. Jo mere naturligt vinkel, desto blødere skal man også støde. Der er mange aspekter, der skal tages med i overvejelserne, og disse skal opdages gennem træning. Når det kommer til træning, vil jeg sige, at dette dessin (ligesom mange andre) ikke har gyldne regler for, at “her skal du gøre en ting, og der skal du gøre noget andet”. Det er derimod et dessin, man skal lægge op mange gange i flere forskellige positioner og vinkler for at skabe sig en naturlig erfaring med, hvornår man skal spille det på hvilken måde, overgangen mellem de forskellige justeringer i dessinet, er nemlig meget flydende. Erfaringen kommer hurtigt, og det er et dessin, der er guld værd. Det er personligt et af de dessiner, som jeg siger til mig selv: “Nu skal der ligge en direktør bagefter”, når jeg ser chancen ved bordet. Nu har jeg vist jer vejen – nu skal I ud og træne og skabe jeres egen erfaring med dette fantastiske dessin. Som altid skal I bare stille spørgsmål, hvis der er noget. Jeg håber, at der er nogle af jer, der finder jeres nye favoritdessin her. Det er i hvert fald et af mine.
Held og lykke med træningen!