Lært i Keglebillard #3
Det her er helt sikkert en situation, som rigtig mange kender - jeg har i hvert fald selv stået i den mange gange! Forestil dig, at du har en hvid bal liggende foran keglefeltet. Det er jo mega fedt, for det er en potentiel “direktør” i næste stød. Den anden hvide ligger i den ene side af bordet, og den røde ligger ikke så langt derfra. Nu tænker du: “Nu skal jeg satme sætte den langbal og score nogle point - det her er chancen!” Du gør dig klar og rammer hvid, ligesom den skal. Den suser mod keglefeltet, det ser lovende ud, MEN… den træffer så den anden hvide, så de klapper på hver sin side af keglefeltet, og du får ikke en skid. Eller også rammer du den tykt og får kegler, men begge hvide triller hver sin vej, og du har intet at spille på bagefter. Det er en flad fornemmelse, og man står bagefter og tænker: “Jeg er sgu også altid så uheldig! Hvis jeg bare kunne have taget yderkeglen, havde der været en direktør til mig.” Måske har du allerede anerkendt faren ved at spille direkte og tænkt: “Aha, jeg spiller en langbal af to gange i stedet”. Men enten fejlvurderer du vinklen, så rød ikke når helt væk (og de klapper alligevel), eller også fejlvurderer du tempoet, så hvid stadig klappes ud i en dårlig position ved langballens anden passage. Det er en klassiker, vi alle kan genkende - så lad os lige løse problemet én gang for alle!
Løsningen er en dobbeltspids
Der var en meget klog mand, der sagde til mig, at jeg skulle lære at spille en dobbeltspids, da det nok er det dessin, jeg ville blive mest glad for. Årsagen er simpel: Spilles den med det rigtige tempo, vil den altid søge mod midten af bordet og give et godt oplæg til næste stød. Nu kan jeg kun give ham ret – det er en lækker bal at kunne! Fordelen ved dobbeltspidsen i denne situation er, at de hvide baller ikke kan klappe hinanden væk. Enten undgår de hinanden helt, eller også (hvis den ene hvide ligger helt inde i keglerne) vil de klappe på en måde, hvor der som minimum stadig er en direktør bagefter. Det kræver selvfølgelig, at man spiller med det rette tempo!
På figur 1 ses den samme situation som i videoen nedenfor. Figur 2 viser den generelle revelante grundlinje, for en dobbeltspids. Klik på billedet for at forstørre det.
Sådan gør du (se også eksemplet i youtube linket): På figur 1 kan du se, hvordan dobbeltspidsen bruges i denne klassiske situation. Vi ser, at hvid faktisk ligger mere eller mindre i en af grundlinjerne for en dobbeltspids. Som vist på figur 2 går grundlinjen fra første diamant efter hjørnehullet på kortbanden (den spids du vil spille ned i) til den første diamant efter midterhullet på langbanden (den side du står i). Det er individuelt fra bord til bord, så tjek det altid under opvarmningen, men linjen passer nogenlunde de fleste steder. I dette eksempel skal hvid altså ramme omkring 1. diamant efter hjørnehullet.
Se stødet udført her
Mobil-venlig version kan findes ved at TRYKKE HER
Den tekniske del
Mange vil tænke, at når hvid ligger til en oplagt langbal, så skal man meget langt ud på siden af den for at spille dobbeltspids. Det skal man også… og så alligevel ikke. Desto mere vi rammer på siden af hvid, desto hurtigere bliver rød også, og desto hårdere skal vi støde for at få hvid hele vejen rundt, det er et problem. Men her er nogle tricks:
Sigt en smule tykkere: Det gør, at rød taber fart, fordi den overfører mere energi til hvid. Vi behøver derfor ikke støde så hårdt for at få hvid rundt.
Brug kontraskævt: For at kompensere for, at vi rammer tykkere på hvid, spiller vi med skævt ind mod den langbande, vi selv står ved (i eksemplet er det venstre skævt). Her udnytter vi rotationseffekten, der gør, at hvid kastes en smule mere til siden (højre) og derved modvirker at vi rammer tykkere på. Det sikrer, at hvid stadig rammer det rigtige punkt på banden.
Stød under midten: Det driver rød hurtigere ud mod langbanden.
Som jeg nævnte i opslaget om at spille en højspids, i stedet for bare at støde den igennem ved en direktør, har kontraskævt en bremsende effekt på rød. Rød taber derfor fart og triller over i den modsatte side, hvor den “venter” på, at hvid fuldfører sin dobbeltspids. Resultatet? Vi ender med to direktører! Vi kan herefter enten spille snitbal på den hvide, vi undgik at ramme, eller spille en højspids på den bal, vi lige har spillet dobbeltspids på (afhænger dog lidt af hvor den præcist lander).
Det er et dessin, der skaber orden på bordet og giver mulighed for langt flere point. Prøv det af, og husk de vise ord: Dobbeltspidsen er det bedste dessin på et billardbord! Har du spørgsmål, så skriv dem endelig i facebookopslaget, som er linket til via facebook knappen nederst på siden - og lad mig høre, hvis du har fundet dit nye favoritstød!
Held og lykke og god træning!