Opslag

Lært i Keglebillard #20

Lært i Keglebillard #20

Denne uges dessin er virkelig kort, men det er virkelig brugbart. Jeg stillede jo en lille udfordring i bunden af sidste uges opslag, og det er nemlig det, vi skal spille videre fra i dag. Så har man ikke set sidste uges opslag fra d. 13. maj, kan jeg anbefale lige at drible forbi det også, når man har læst dette opslag.

Udfordringen

Udfordringen lød på forslag til, hvordan man kunne spille videre. Hvis man skal se, hvordan hver bal lå, så tag et kig på illustrationen. Og så var der også et hint: Man skulle tænke et stød frem for at bevare et godt oplæg. For det er nemlig der, det ofte går galt for mange, når de står i den situation - der bliver den ene direktør bare stødt igennem, så lad os se, hvordan vi kan løse det.

Positionsrødt

Nogle vil nok tænke “ja, selvfølgelig” nu, for… Der ligger 4 nærmest gratis point og venter på os. Løsningen er nemlig, at vi skal spille det, jeg kalder “positionsrødt”. Det går i al sin enkelthed ud på, at man blot ruller en meget stille rød bal. Fokus skal være at ramme bal 2 på en sådan måde, at denne skubbes fremad, men hvor rød efterfølgende får en vinkel på bal 3, så denne rammes tykt.

Illustration af eksempel på positionsrødt Illustration af eksempel på positionsrødt.

Fordelen ved dette er, at vi får de 4 gratis point, men samtidig får vi arbejdet bal 2 med fremad. Og fordi vi rammer tykt på bal 3, men har stødt blødt, stopper rød nærmest efter at have ramt bal 3, og bal 3 vil selv ikke rulle specielt langt, så den stopper foran keglefeltet. Vi har med andre ord kun forbedret vores position. Gennemgangen af mit stød i videoen er derfor også ganske kort, for jeg ruller bare rød i et roligt tempo. Den ligger helt naturligt til det, så jeg får mine 4 gratis point og står med en ny god position. SUCCES!


Se stødet udført her

Mobil-venlig version kan findes ved at TRYKKE HER


Det kan næsten ikke gå galt

Det er faktisk også et dessin, der næsten ikke kan gå galt - bevares, det kan ting altid, men skulle det ske, at man ikke helt rammer rigtigt på bal 3, jamen så ligger der i værste scenarie en tværbal, hvilket stadig er godt. Skulle det ske, at man støder for hårdt, så kommer man stadig så tyndt på bal 2, at der nok stadig vil være mindst en tværbal. Man skal med andre ord misse helt, for at der ikke skal ligge noget. Eller… Når det er sagt, er der jo en lille risiko for at støde for blødt… I skal ikke spørge, hvor jeg ved det fra, men det er nok sket for undertegnede en gang… eller to… muligvis endda på kamera, MEN DET ER VI VIDERE FRA!

Hvordan forsætter man herefter?

Nu spiller jeg ikke videre fra den der, hvilket faktisk ærgrer mig lidt bagefter, men skulle nogen sidde og tænke på, hvad næste valg vil være, så er svaret klart: Man tager herefter og spiller en blød tværbal og gemmer sin direktør til næste stød igen. Så har man nemlig arbejdet begge hvide succesfuldt op til keglerne, og så er det bare at lave en serie!

Det var ugens dessin, et kort et, men det er super brugbart, og man skal lære sig selv at gøre det!

Har du spørgsmål, så skriv dem endelig på facebook, linket til opslaget finder du ved, at trykke på facebook knappen nedenfor!! En dag skal der nok være nogen, der siger, at de har fundet deres nye favoritdessin.

Held og lykke og god træning!

Dette opslag er licenseret under CC BY-NC-SA 4.0 af forfatteren.