Lært i Keglebillard #13
Ugens dessin er et af de helt simple, men sjovt nok er det også et, som ikke særlig mange ved er muligt, eller også er der bare folk, der ikke indser de kan spille det. Jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig skal kalde det et dessin eller bare et overordnet godt råd. Samtidig er der ved at gå lidt vane i det her, for der er faktisk heller ikke nogen specifik historie forbundet til dessinet i denne uge. Det var noget af det første, jeg lærte, så jeg husker ikke omstændighederne præcis, men chancerne for, at det er noget, Jimmy Lauridsen har fortalt mig i en af vores utallige træninger, er meget store.
Det store billard paradoks
Da der ikke er nogen historie, vil jeg i stedet starte med kort at nævne noget, jeg har lagt mærke til er et generelt problem i fortsat keglebillard - og ugens dessin kan måske hjælpe med at løse nogle af de tilfælde, hvor problemet opstår. Jeg har bidt mærke i, at vi i billard, som jo er et spil, der går ud på at vælte de kegler, der står i MIDTEN, har en fandens dårlig tendens til at SPILLE DE HVIDE UD MOD HJØRNERNE. Det er altså ikke altid helt optimalt. Jeg vil gerne opfordre folk til i deres træninger at stoppe op et minuts tid, hvis de ser, at de har spillet noget ud mod et hjørne, og tænke: “Kunne jeg på nogen måde have spillet den blødere?” eller “Kunne den have røget ud på bordet igen, hvis jeg nu havde stødt lidt hårdere?”. Svaret til begge dele er oftest: Ja, det kan man. Vi har faktisk allerede gennemgået et lignende eksempel i seriens første opslag omkring en højspids ved en direktør, i stedet for bare at støde den blødt igennem og ned i hjørnet. Hvis nogen skulle have glemt det, så find opslaget frem fra den 7. januar. Men lad os nu tage fat på en ny situation, hvor folk ofte spiller mod hjørnerne.
Lad den hvide stejle
Forestil jer, at I har en simpel spids - den ligger lige til højrebenet. Men bal 3 er i vejen for dobbeltspidsen nede på den modsatte halvdel, så der er risiko for klap. Hvis man skal bruge et specifikt eksempel, kan man se på illustrationen nedenfor, som også er situationen spillet i videolinket. Her sker der ofte to ting: Enten ser folk ikke risikoen for klap med bal 3 på dobbeltspidsen, spiller den så, og det resulterer jo så i klap - hvorefter det er modstanderens tur. Den anden ting er, at nogle korrekt identificerer risikoen ved en dobbeltspids og i stedet spiller en 1.-gangs spids, men de får den stødt i et halvlunkent tempo, så den hvide ender nede i hjørnet. Det er ikke optimalt, for nu er der ikke meget at spille på. Så lad os se på, hvordan vi undgår det.
Illustration af den beskrevne 1.-gangs spids der stejler. Svaret er faktisk ganske simpelt: Vi kan lade den hvide “stejle” tilbage! Nu tænker du nok, hvad det vil sige, men det er faktisk en effekt, de fleste har oplevet før. Det sker, når hvid ryger ned mod spidsen, men i stedet tager langbanden først og derefter kortbanden, hvorefter den slår kontra, så den går nærmest lodret ud på midten af bordet. Det heldige for os er, at vi kan fremkalde denne effekt bevidst og bruge den til vores fordel. Det er ganske enkelt: Man skal bare støde frisk til den. Jo mere tempo, jo lettere stejler den. Samtidig er vi heldige, at en 1.-gangs spids i langt de fleste tilfælde vil sende hvid ind i en bane, hvor den vil ramme langbanden først efter at have taget kegler. Spilles den frisk, vil den stejle helt naturligt. Det var faktisk det - som jeg sagde, er det næsten mere et godt råd end et egentligt dessin. Så næste gang du er tvunget ud i en nødløsning, så husk, at det er helt i orden at støde frisk til den - så længe der er formål med det.
Se stødet udført her
Mobil-venlig version kan findes ved at TRYKKE HER
Vigitigt at vide
Der er dog et stort “men”: Det er ikke altid, man får en direktør, når man gør det her, men det er heller ikke nødvendigvis meningen. Formålet med denne model er, at man får noget spilbart bagefter i stedet for at have hvid liggende nede i hjørnet. Alt efter klædets stand vil den stejle forskelligt. Nyere klæder tager mere ved, så der stejler den mere, mens ældre klæder ikke tager helt så meget ved, og udslaget bliver derfor lidt mindre stejlt. Men igen, det er underordnet - så længe der er tempo nok til, at hvid kommer tilbage over midten af bordet, vil der altid ligge minimum en tværbal. Man kan selvfølgelig godt få en direktør, og chancerne er faktisk gode, men i sidste ende er formålet bare at få hvid tilbage og ud på bordet igen, så den er spilbar.
Ting man skal huske
Der er dog et par ting, man lige skal huske: Når man beregner sin 1.-gangs spids, kan udslaget fra spidsen være lidt anderledes end normalt på grund af det høje tempo. Det skal man lige være skarp på at få justeret for. En anden ting er, at dette, selvom det kan se nemmere ud, ikke er en erstatning for en dobbeltspids spillet med passende tempo. Det er en “sidste udvej”, vi kan bruge, hvis intet andet er muligt. Er dobbeltspidsen mulig (og giver mening i situationen), så spiller man selvfølgelig den!
Det var ugens dessin/råd. Jeg håber, I er blevet klogere og kan bruge dette råd til at undgå at spille mod hjørnerne og i stedet få de hvide ind på bordet igen, hvor de er nemmere at arbejde med. Hvis du sidder derude og tænker, om det er noget, man også kan bruge i skomar, så ja, det kan man. Men jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om de præcise situationer, hvor man ville prioritere det taktisk. Så hvis der er nogle skomarspillere, der kan byde ind og fortælle os “fortsat-folk”, hvordan det kan bruges taktisk i skomar, så gør os endelig klogere i kommentarfeltet på facebook!
Har du spørgsmål, så skriv dem endelig på facebook, linket til opslaget finder du ved, at trykke på facebook knappen nedenfor!! En dag skal der nok være nogen, der siger, at de har fundet deres nye favoritdessin.
Held og lykke og god træning!