Lært i Keglebillard #10
I denne uge skal vi, som titlen på illustrationen allerede indikerer, se på medløbsspidser. Jeg siger det med det samme: Ugens opslag er længere end normalt, da der er flere vinkler og gode pointer, der skal gennemgås. Jeg beklager længden på forhånd, men jeg håber, I bærer over med mig, når I selv først begynder at elske det her dessin. Det er et dessin, der er mange holdninger til - de fleste af dem nok negative. Jeg ser ofte folk, der fravælger dem, og årsagerne er mange. Det er alt fra folk, der ikke ved, hvad de skal gøre med dem og bare “forsøger noget” (hvilket resultatet ofte bærer præg af), til dem, der insisterer på, at det er en decideret “pisbal” og bare smækker til den - og så er der dem, der er direkte bange for at spille dem. Det er en skam, for det er faktisk et af de fedeste oplæg, man overhovedet kan få. Det er så fedt, at det kan ses som en direktør i forklædning! Nu tænker du nok: “En direktør? Kasper, du er skingrende sindssyg!”, men nej, det er jeg ikke. Det er faktisk et af de mest ligetil dessiner overhovedet. Men lad mig først fortælle, hvorfor jeg kalder det en direktør.
Erlings direktør
Det stammer fra min anden gang i et billardlokale nogensinde. Det var i Ørbæk, jeg var helt ny og havde kun haft en kø i hånden en gang før. Jeg var taget med min far til træning, og da vi kom derover, spurgte en gut ved navn Erling, om jeg ville spille med ham. Det ville jeg selvfølgelig gerne; manden havde spillet division og havde et højt snit, så der var både læring og gode oplæg i vente! Vi spillede, og det var hyggeligt, som det altid er med Erling, men så får jeg pludselig det her oplæg: hvid ligger næsten i kortbanden og rød næsten parallelt med - en rigtig medløbsspids, men det vidste jeg jo intet om dengang. Jeg kiggede på Erling og sagde noget i retning af, at jeg havde fået at vide, at de gode spillere normalt lagde bedre op, men det syntes jeg ikke ligefrem, jeg kunne se her, mens jeg pegede på oplægget. Han kiggede på mig og svarede: “Hvad mener du? Det er sgu da en direktør!”. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg et øjeblik tænkte, at manden måtte være komplet skør…fuldstændig roterende fis i kasketten. Hvordan kunne man kalde det en direktør? Erling gav mig dog en forklaring og viste mig, hvordan den skulle spilles. Da han havde gjort det, blev de lagt tilbage, for nu skulle jeg gøre det efter. Jeg gjorde, som Erling sagde, og voila - den gled lige op i keglerne til en direktør på bal 3 bagefter. Det var en fed oplevelse; jeg indså, at manden var genial, og jeg har brugt hans råd lige siden. Hver gang jeg møder Erling i dag, omtaler vi det aldrig som en medløbsspids - det er en “direktør, du ved nok”. Det samme gælder, når min far og jeg snakker om dem; så er det altid “Erlings direktør”. Manden var jo genial!
Historien gentager sig
For et par måneder siden gentog situationen sig. Jeg var til træning, og der spillede Lone Wandrup Petersen kamp ved et af bordene ved siden af. Hun fik en medløbsspids i kampen, men valgte at spille noget andet halvtvivlsomt i stedet. Jeg spurgte hende bagefter, hvorfor hun ikke spillede den, og hun sagde - præcis som jeg selv gjorde dengang med Erling - at den ikke lå godt. Historien gentog sig, og jeg udbrød: “Hvad mener du? Det er sgu da en direktør!”. Jeg viste og forklarede derefter tingene, præcis som Erling havde gjort det for mig. Lones kære mor, Dorte, lyttede også med, og gæt engang: nu spiller de begge medløbsspidser uden problemer! Kasper er stolt… Så folkens, hvad siger I til også at lære at spille de medløbsspidser? Jeg lover en direktør, hvis tempoet er i orden!
Sådan spilles en medløbsspids
Hvordan spiller man så sådan en medløbsspids? Det er faktisk rigtig simpelt, specielt i situationer som den på illustrationen, som er dem, der oftest opstår.
Illustration af den beskrevne medløbsspids. Først skal du identificere, hvilken diamant hvid ligger ved på kortbanden. Det er meget vigtigt, da hvids position fortæller dig, hvordan du skal manipulere rød for at undgå, at den ryger i keglerne. Ligger hvid ved diamanten midt på kortbanden, skal rød blot spilles med topeffekt. Ligger hvid ved diamanten længst væk fra dig, spilles der med skævt væk fra kortbanden, og ligger hvid ved diamanten tættest på dig, spilles der med skævt ind mod kortbanden. For hver diamant du går frem eller tilbage fra midten, tilføjes en dups bredde skævt. Det vil sige, at hvis du er en halv diamant fra midterdiamanten, skal der en halv dup skævt til, og er du 1.5 diamant væk, skal der 1.5 dup skævt til. Det er meget vigtigt at være omhyggelig med mængden af skævt, da både for meget og for lidt kan få konsekvenser. Når du har bestemt mængden af skævt, stiller du dig an, rammer halv bal på hvid og laver et blødt, gennemført stød. Så er der kegler og direktør. Ja, det er så enkelt! Lad os tage eksemplet fra illustrationen og videoen: Her ser vi, at hvid ligger en diamant efter midten. Den skal derfor spilles med topeffekt og skævt væk fra kortbanden - i dette tilfælde betyder det topeffekt og en dup bredde højreskævt. Herefter sigtes der blot halv bal på hvid, hvilket resulterer i kegler, mens rød kommer med op i den anden ende, så der nu er to direktører at spille på. SUCCES!
Se stødet udført her
Mobil-venlig version kan findes ved at TRYKKE HER
Der er selvfølgelig nogle risici, da dette dessin kræver nøjagtighed med både skævt og topeffekt. Giver du for eksempel for meget skævt væk fra kortbanden, kan det resultere i røde kegler. Ligeledes kan manglende skævt eller topeffekt betyde, at rød søger mod midterhullet. Derfor skal man være præcis!
Problemet med kontraskævt
Der gælder noget specielt for de situationer, hvor der spilles med skævt mod kortbanden. Det er dog ikke en situation, man står i ofte; jeg oplever den sjældent, og ofte vil der være noget bedre at spille i stedet. Men hvis man ikke har andre valg, er der et par ting, der er vigtige at vide. For det første er det generelt sværere at ramme den, da der ikke er meget plads til hånden på bordet. Tag dig god tid og sikr dig et ordentligt stød.Ikke nok med det er et svært stød, så er det heller ikke helt ufarligt på andre fronter. Når der spilles med skævt mod kortbanden, bliver dette skæve samtidig til kontraskævt i langbanden, og rød vil derfor gå på tværs af bordet i en kortere vinkel, jo mere skævt der gives. Der skal faktisk ikke meget til, før rød kan blive farlig for keglerne på sin anden passage fra langbanden. Det er ikke et problem i sig selv, så længe dit stød er blødt og passende, men bliver det for hårdt, kan problemet med keglerne opstå. Derudover vil kontraskævt gøre det svært at få rød helt om bagved; forvent i stedet, at rød lander på siden af keglefeltet. Det er dog ikke et problem - hvis tempoet er passende, har man stadig en direktør som snitbal bagefter. Skulle hvid blive en lille smule for hård, så fortvivl ikke; der vil ofte ligge den dobbeltspids, som vi gennemgik i uge 3. I de tilfælde kræver det blot to stød at få dem ind til keglerne i stedet for et. Det må man acceptere.
Samtidig…lidt off-topic håber jeg, at nogle allerede nu kan se, hvorfor en dobbeltspids er et af de bedste dessiner på et billardbord - den kan rydde op i meget!
Er det så lige så nemt, som det lyder? Jeg vil tro, at de fleste allerede efter første træning vil synes, det er temmelig ligetil og forstå, hvorfor Erling og jeg kalder dem en direktør. Fra midterdiamanten og frem er det meget overskueligt. Før midterdiamanten kræver det dog øvelse, da fejlmarginen hurtigt bliver lille. Jeg anbefaler, at man træner det fra alle positioner; man skal virkelig blive gode venner med dette dessin, da det er et af de allerbedste opsamlingsdessiner.
Hvorfor ikke trækstød?
Nogle sidder måske og undrer sig, fordi de har lært, at rød i visse tilfælde skal spilles i bunden i stedet for toppen. Det er sandt, det kan man også, men personligt mener jeg, at topstød er mere ideelt. I situationer omkring midterdiamanten kan bundstød ofte resultere i, at rød blot trækkes op ad langbanden og ender i den modsatte side af bordet i forhold til den hvide, man spiller spidsen på. Det kræver derfor en ekstremt god tempokontrol at få en direktør, hvis ikke der ligger en anden bal klar. Der er ikke den store fejlmargin. Topstød derimod sikrer, at rød og hvid lander på samme side af bordet eller med en fornuftig vinkel til en snitbal. Der er større fejlmargin, da hvid skal meget langt ned, før der ikke ligger noget godt. Kan man kontrollere tempoet, opnås direktøren nemmere med et topstød.
Har du spørgsmål, så skriv dem endelig på facebook, linket til opslaget finder du ved, at trykke på facebook knappen nedenfor!! Det kunne være fedt at høre, hvis flere begynder at anse disse medløbsspidser som en direktør - eller i hvert fald som et oplæg med store muligheder.
Held og lykke og god træning!